Nedløbsrefleksen
- Mette Feldthaus
- 27. feb.
- 7 min læsning
Hvis du allerede ammer, så har du garanteret hørt ordet nedløb eller nedløbsrefleks før. Det er nemlig den refleks der får din mælk til at løbe -Og den er ret vigtig for at din baby kan få mælk fra brystet.
I løbet af en amning kommer der i gennemsnit mellem 3-4 nedløb -men studier har vist at det kan svinge helt fra 1-17 nedløb.
Nedløbsrefleksen kan være lidt en drilsk størrelse - For din krop kan nemlig både hjælpe den på vej, men også standse den. Og derfor kan det være rigtig rart for dig at vide hvordan den egentlig virker, men også hvad du kan gøre for at hjælpe den på vej.
Det kan du læse om i blogindlægget her.
Hvordan fungerer nedløbsrefleksen?
Inde i dit bryst har du en masse mælkekirtler -Du kan prøve at forestille dig en klase vindruer der sidder der. Inde i vindruerne har du mindre druer -Det er mælkekirtlerne hvor din mælk bliver opbevaret når det er dannet. Rund om mælkekirtlerne sidder der nogle små muskelsammentrækkende celler som er med til at få mælken ud til brystvorten.
Når du lægger dit barn til brystet og h*n begynder at die, så udløser din krop det hormon der hedder oxytocin. Det har du sikkert hørt om før i forbindelse med din graviditet. Det er nemlig også det hormon der laver veer.
Din hjerne sender besked om at udløse oxytocinen ud i blodet og det får de her muskelsammentrækkende celler til at trække sig sammen og klemme om mælkekirtlerne. Når de bliver klemt sammen vil mælken blive presset ned igennem mælkegangene og ud igennem brystvorten. Og på den måde får dit barn mælk ved brystet.
Det er den hormonelle måde som nedløbet fungerer på.
Nedløbsrefleksen er dog også det man kalder delvist betinget -Det vil sige at du rent faktisk kan lære din krop at sætte gang i et nedløb i bestemte situationer.
Du har måske hørt om mødre der fortæller at deres mælk løber når de hører små børn græde? Det er den betingede refleks der sætter ind. For at den betingede refleks virker, kræver det at man 'træner' ens krop til at lære det.
Måden du træner din krop på, er ved gentagelser. Ved at gentage forskellige ting, kan din krop huske det efter lidt tid og vil automatisk forbinde det med at sætte nedløbet i gang -Også senere hen efter du måske er stoppet med at amme eller pumpe.
Nogle forslag til hvad du kan træne din krop til kan være at sidde samme sted hver gang du ammer/pumper. Du kan også forsøge dig med at sætte det samme musiknummer på hver gang eller synge den samme sang for dit barn under hver amning. Alt hvad du kan gøre hver gang du ammer eller pumper kan bruges.
Ofte så sker det at vi får trænet den betingede refleks uden at vi tænker over det - Så prøv eventuelt at ligge mærke til det ved de næste amninger eller udmalkninger, og se om du måske gentager et mønster når det sker.
For nogle mødre føles nedløbsrefleksen ret smertefuld -særligt i den første tid. Så du må ikke blive bange for at noget er galt hvis det gør ondt når mælken begynder at løbe -Nogle beskriver at det prikker lidt i brystet mens andre desværre beskriver at det føles som knive der stikker i brystet. Utroligt ubehagelig fornemmelse. For langt de fleste forsvinder det at kunne mærke nedløbet, efter nogle måneder.
Når nedløbet er langsomt
Måske har du hørt nogen snakke om at deres nedløb er langsomt eller at det helt er forsvundet. Typisk sker det i situationer hvor man er bekymret eller frustreret. Igen er det hormonerne der er på spil.
Det er ikke noget du gør bevidst når dit nedløb er længe om at sætte igang, men det kan nemt blive en ond cirkel du kommer ind i.
For når i er nået sidst på eftermiddagen og din baby er træt og græder -Så sætter din hjerne helt automatisk katastrofeblinket på. "Hvorfor kommer der ingen mælk?" "har h*n ondt?" "Har jeg ikke mere mælk?" "bliver h*n ikke mæt mere?"
Du genkender måske nogle af de tanker?
Når vores hjerne har sat katastrofeblinket på så begynder kroppen at danne stress hormoner. Og de hormoner går simpelthen ind og blokerer for frigivelsen af oxytocinen.
Når oxytocinen ikke kan blive frigivet så kan der ikke startes et nedløb hormonelt.
Og det er her at du kan bruge de teknikker og metoder du får nu.
For når først du får gang i det første nedløb, din baby får mælk og falder til ro -Så forsvinder stresshormonerne igen og der kan komme flere nedløb.
Metode # 1
Den mest simple metode der kan hjælpe dig er faktisk varme.
Varme inden og under amning gør nemlig at mælkegangene udvider sig en lille smule så mælken kan løbe frit plus det får dig til at slappe af! Ren win win!
Hvis du har tiden til det så kan du starte med et dejligt varmt bad -evt. sammen med baby. På den måde får i også en masse hud mod hud der booster dit oxytocin niveau.
Er baby ikke med i bad, så kan du lave en dejlig lang massage imens du står under det varme vand og slapper af.
Er du som de fleste og ikke har tid til et dejligt langt varmt bad med en baby, så kan du også bruge varme klude som du placerer på brystet. Det kan også være en plastikhandske med varmt vand i som du bruger -Den holder lidt længere på varmen og former sig godt om brystet.
Simpelt men effektivt.
Metode # 2
Brystmassage og/eller brystgymnastik er også en rigtig god og simpel metode der kan hjælpe- Og ja, det er faktisk så simpelt som det lyder!
Du kan nemlig ikke massere forkert. Den eneste regel der findes er at det IKKE må gøre ondt!
Din bryster skal behandles blidt.
Du kan starte med stille og roligt at bevæge dit bryst op og ned flere gange, samtidig med at du trækker vejret langsomt. Herefter bevæger du brystet fra side til side. De bevægelser gentager du et par gange.
Du kan herefter bruge dine knoer til forsigtigt at “ælte” dit bryst. Du kan enten vælge at gøre det med en hånd eller begge hænder -Igen så skal det være blidt og må ikke gøre ondt.
Herefter kan du med dine fingerspidser lave små tappende bevægelser rundt på brystet.
Til slut kan du afslutte massagen ved at bruge en flad hånd til at stryge på brystet, ned mod brystvorten.
Der er ingen rigtig eller forkert rækkefølge at lave massagen i og der er heller ingen regler for antallet af massageteknikker du skal bruge - Prøv dig frem hvilke af dem der fungerer bedst for dig.
Metode # 3
Metoden her er ikke lige så simpel som de to første - Til gengæld er den virkelig effektiv når du først har lært at bruge den.
Den udnytter nemlig den betingede refleks, samtidig med at den får dig til at slappe godt af.
Når du bruger visualisering til at sætte dit nedløb igang så kan det være en fordel at bruge alle dine sanser.
Hvis du ammer, så kan du dufte til din baby. Pumper du så kan babys tøj være lige så effektiv, hvis du ikke samtidig har mulighed for at have baby hos dig imens du pumper.
Forestil dig de lyde der kommer fra din baby mens h*n spiser -de små 'keh' lyde der kommer når baby synker, de små tilfredshedslyde fra din baby, knirken, bevægelserne.
Den tørhed der kommer i din mund når nedløbet sætter ind.
Hvis du kan mærke dit nedløb når det starter, så forestil dig den strammende/stikkende fornemmelsen i brystet af nedløbet der sætter ind.
Du kan også forestille dig hvordan det ser ud inde i brystet når der bliver klemt sammen om mælkekirtlerne og mælken suser afsted igennem mælkegangene som en brusende flod.
Alt hvad du kobler sammen med nedløbet kan du bruge til at visualisere nedløbet i gang.
Visualisering kan som sagt godt kræve lidt øvelse, især fordi man nemt kan føle sig lidt fjollet når man sidder og tænker på mælk der suser afsted som en flod -Men det er utroligt effektivt!
Metode # 4
Brystkompressioner! Den her teknik er guld værd når du kan mestre den. Der er enormt mange forklaringer og videoer på nettet hvor det beskrives som at du skal malke brystet og trykke/give slip undervejs i amningen. Det er bare ikke brystkompressioner, men håndudmalkning. Og det sætter sjældent gang i et nedløb. Fungerer det for dig at håndudmalke mens din baby ammer skal du dog endelig fortsætte med det.
Når du laver brystkompressioner laver du en manuel sammentrækning af mælkekirtlerne og på den måde sætter du gang i nedløbet. Lige som når nedløbet sætter igang hormonelt med de muskelsammentrækkende celler så går du ind og gør det manuelt. Du skal altså trykke og holde om mælkekirtlerne.
Og så skal du huske på at lige som med massageteknikkerne må det IKKE gøre ondt! Gør det ondt, trykker du for hårdt.
Når du laver kompressionerne så skal du bruge hele din hånd.
Her holder du rundt om dit bryst, et godt stykke oppe. Din tommelfinger er på den ene side, mens de andre fingre er på modsatte side.
Når dit barn stopper med at synke og sætter igang med at lave de hurtige rytmiske sut for at sætte gang i nedløbet skal du bruge kompressionerne. Her klemmer du sammen om dit bryst (Uden at det gør ondt) og holder om brystet indtil du kan høre at dit barn synker mælken.
Når dit barn stopper med at synke igen, slipper du dit greb og drejer hånden for at bruge en ny vinkel.
Nogle gange kan det være en god ide at prøve forskellige steder på brystet for det afhænger af hvor dine mælkekirtler er henne. Så det sted der virker på højre bryst virker måske ikke på venstre. Du skal finde dit golden spot.
Metode # 5
4-7 vejtrækningsmetoden er GULD værd for at få dit nervesystem i ro. Det går i sin enkelthed ud på at du skal trække vejret ind gennem næsen mens du langsomt tæller til 4. Så holder du vejret mens du langsomt tæller til 4. Til sidst puster du laaaaaangsomt ud mens du tæller til 7.
De første par gange vil du ikke kunne nå til 7 -Men jo flere gange du gentager vejrtrækningen, jo mere i ro kommer din krop og til sidst rammer du 7 når du puster ud.
Pludselig vil du opdage at din krop er i ro og så får hormonerne frit løb, og dit nedløb starter.
Jo mere i ro du er -Jo mere i ro vil din baby også være.
Husk at du altid er velkommen til at skrive til mig hvis der er noget som driller dig med din amning, eller du har spørgsmål!
Comments